fredag den 13. april 2012

Klubdirektør - hvad er nu det?

Den kommende fusion mellem os og Svømmeklubben København, skaber Danmarks største svømmeklub og forening (i DIF) med over 4.000 medlemmer. 

Vi har en ambition om at være en af Danmarks toneangivende svømmeklubber. Vi vil levere sublim svømmerundervisning og vi vil gøre de bedste eliteklubber rangen stridig. Klubdirektøren skal være med til at indfri de mål. 

Vi har for nylig vedtaget en udviklingsplan der løber frem til 2015. Den udviklingsplan skal en Klubdirektør være med til at implementere. Direktøren skal samtidig varetage den daglige ledelse af Hovedstadens Svømmeklub, bl.a. lede vores fire ansatte i administrationen. 

Personen vil også få ledelsesansvar for eliteafdelingen. Vores cheftræner Nanna fortsætter som hidtil, men vil få en leder og måske vigtigst af alt en sparringspartner. Vores kommende klubdirektør skal nemlig være en profil med en stærk sportslig kompetence. Både hvad angår elitesport men også i forhold til bredden. 

Bredden skal der arbejdes for på flere områder. Vi skal blive bedre til at tilbyde tværgående hold der kombinerer flere af vores discipliner. Vi skal til en hver tid udbyde en bred vifte af svømmetilbud. Og vi skal sikre et fornuftigt flow i vores svømmeskole. Et flow der skaber fundamentet for vores eliteafdeling. 

Ovenstående og mange flere vigtige opgaver skal Klubdirektøren, i samarbejde med vores i forvejen dygtige ansatte, være med til at løfte de kommende år. 


Vh Allan

fredag den 16. marts 2012

Tillykke med vandkulturhuset - næste gang skal det være en svømmehal

Kære borgere i København. Tillykke med det nye Vandkulturhus i Valby. Næste gang må det gerne være en svømmehal. 

Det er altid en glæde når der bliver opført et svømmeanlæg. Især i en by hvor der i den grad mangler idrætsfaciliteter. Og på vegne af svømningen i København vil jeg gerne sige tak til Pia Allerslev, hendes forgængere og Borgerrepræsentationen for at prioritere det våde element. Bellahøj Svømmestadion, havnebadene og nu Vandkulturhuset har de senere år pyntet gevaldigt på svømmelandskabet i København.

Vandkulturhuset vil uden tvivl tilfredsstille de badegæster der kommer for at hygge og slappe af, undertegnede inklusiv. Hallen er flot, legeområdet er glimrende og wellness- og saunaafdelingen er fremragende.

De foreninger der måtte have undervisning og lærdom som formål, kan få det svært pga. af indretningen. Især for de mindre børn.

I fodboldens verden taler man om at lave otte kantede træningsbaner. Det er fodboldklubberne ikke glade for. Det betyder nemlig at børnene får en forkert opfattelse af, hvordan fodbold skal spilles.

I svømningens verden opfører man vandkulturhuse i stedet for svømmehaller. Bassinerne opføres i fantasifulde former og med alternative kanter og vinklinger. Og det gør det meget svært at lave god svømmeundervisning. Men som lege, hygge, wellness og motionsfacilitet er Vandkulturhuset lige i øjet.


Vandets Hus 

Dette indlæg er ikke kritik, som nævnt i indledningen siger jeg tak. Det er blot en venlig påmindelse om, at svømmeundervisningen fortsat er trængt i København. I Aalborg skal 21.019 borgere i gennemsnit dele et 25 meter bassin, i København er det 45.790 borgere pr. 25 meter (Tal fra Lokale og Anlægsfonden)

Politikerne pointerer, at man bevidst er gået efter et vandkulturhus. Et sted for oplevelser i vandet. Og at det derfor ikke er målrettet undervisning. En helt fair og ærlig udmelding.

En stille appel fra min stol lyder dog: Næste gang må det gerne være en svømmehal. Måske endda en kombination? Et sted hvor vandkultur og læring går op i en højere enhed. Et Vandets Hus.

Gode svømmehilsner 

Allan Nyhus
Formand GI40Hermes