fredag den 16. marts 2012

Tillykke med vandkulturhuset - næste gang skal det være en svømmehal

Kære borgere i København. Tillykke med det nye Vandkulturhus i Valby. Næste gang må det gerne være en svømmehal. 

Det er altid en glæde når der bliver opført et svømmeanlæg. Især i en by hvor der i den grad mangler idrætsfaciliteter. Og på vegne af svømningen i København vil jeg gerne sige tak til Pia Allerslev, hendes forgængere og Borgerrepræsentationen for at prioritere det våde element. Bellahøj Svømmestadion, havnebadene og nu Vandkulturhuset har de senere år pyntet gevaldigt på svømmelandskabet i København.

Vandkulturhuset vil uden tvivl tilfredsstille de badegæster der kommer for at hygge og slappe af, undertegnede inklusiv. Hallen er flot, legeområdet er glimrende og wellness- og saunaafdelingen er fremragende.

De foreninger der måtte have undervisning og lærdom som formål, kan få det svært pga. af indretningen. Især for de mindre børn.

I fodboldens verden taler man om at lave otte kantede træningsbaner. Det er fodboldklubberne ikke glade for. Det betyder nemlig at børnene får en forkert opfattelse af, hvordan fodbold skal spilles.

I svømningens verden opfører man vandkulturhuse i stedet for svømmehaller. Bassinerne opføres i fantasifulde former og med alternative kanter og vinklinger. Og det gør det meget svært at lave god svømmeundervisning. Men som lege, hygge, wellness og motionsfacilitet er Vandkulturhuset lige i øjet.


Vandets Hus 

Dette indlæg er ikke kritik, som nævnt i indledningen siger jeg tak. Det er blot en venlig påmindelse om, at svømmeundervisningen fortsat er trængt i København. I Aalborg skal 21.019 borgere i gennemsnit dele et 25 meter bassin, i København er det 45.790 borgere pr. 25 meter (Tal fra Lokale og Anlægsfonden)

Politikerne pointerer, at man bevidst er gået efter et vandkulturhus. Et sted for oplevelser i vandet. Og at det derfor ikke er målrettet undervisning. En helt fair og ærlig udmelding.

En stille appel fra min stol lyder dog: Næste gang må det gerne være en svømmehal. Måske endda en kombination? Et sted hvor vandkultur og læring går op i en højere enhed. Et Vandets Hus.

Gode svømmehilsner 

Allan Nyhus
Formand GI40Hermes